Man-Tor 09.30-17.30 Fre 09.30-18.00 
Lør 09.30-13.00

 


Samsynsproblemer

En historie fra det virkelige liv, klik her

 
Hvad går træning af øjnene ud på?

Vores visuelle verden med fjernsyn og computere stiller stadig større krav til synet, og flere og flere mennesker beskæftiger sig med skærmarbejde i hverdagen. De store belastninger på synet resulterer for nogle i en ond cirkel, hvor man ved at anstrenge øjnene ved nærarbejde forværrer synet og dermed må anstrenge sine øjne yderligere.

Samsynet
Samsynet er den måde, øjnene arbejder sammen på. Hvis de ikke arbejder ordentligt sammen, har man samsynsfejl. Kan man fx ikke gøre sig skeløjet, er det sandsynligvis tilfældet. Øjnene kan imidlertid trænes op til at blive bedre til at samarbejde. Undersøgelser har vist, at synstræningens effekt i de fleste tilfælde er, at samsynet bliver normalt, og at effekten er vedvarende. Behandlingen virker hurtigt og kraftigt.

Formålet med samsynstræning er at optimere sit syn, sit samsyn og sine synsfærdigheder og derved afhjælpe de symptomer, samsynsfejl medfører. Mens effekten af at træne andre dele af anatomien er indlysende, er det de færreste, der tænker på, at øjnene også har gavn af træning. Men synstræning er ikke kun et fitnessprogram for øjnene. Det handler i høj grad også om at indlære manglende motoriske færdigheder, dvs. at træne samspillet mellem kroppen og hjernen.

Symptomer på samsynsfejl
Det kan muligvis skyldes et dårligt samsyn, hvis

  • man plages af frontal hovedpine
  • koncentrationen er dårlig
  • teksten flyder sammen
  • man lukker det ene øje og får en fornemmelse af ubehag i øjnene ved længere tids læsning eller nærarbejde
  • man springer linier over eller genlæser linierne
  • læsehastigheden er langsom
  • man har svært ved at fokusere
  • man har svært ved at omstille synet fra en kort til en lang afstand og omvendt
  • der er stor forskel på, hvordan øjnene ser
  • man har en brændende og/eller en trækkende fornemmelse i øjnene
  • synet er sløret
  • man ser dobbelt
  • øjnene løber i vand
  • man har svært ved at vænne sig til brilleglas med glidende overgang

Naturligvis har man sjældent alle problemerne på én gang. Om man er nærsynet, langsynet eller har bygningsfejl har ikke umiddelbart nogen indflydelse på hvordan øjensamarbejdet er. Mange mennesker, der ikke har brug for briller eller kontaktlinser har et dårligt samsyn, mens en langsynet person med stor bygningsfejl sagtens kan have et godt fungerende samsyn.

Hvem kan have gavn af samsynstræning?
Der er generel enighed blandt optometrister og øjenlæger om, at synstræning virker, men der hersker uenighed om, hvor mange der har et reelt behov. Baseret på praktiske erfaringer igennem en årrække vurderes, at en stor procentdel af befolkningen kan have glæde af samsynstræning, fordi de har et dårligt fungerende samsyn.

Undersøgelser og praktiske erfaringer har vist, at mange forskellige grupper kan have glæde af synstræning. Eksempelvis kan nævnes

  • personer med skærm- eller nærarbejde
  • studerende og personer, der læser meget
  • personer med symptomer på samsynsfejl (se ovenfor)
  • personer, der ikke kan gøre sig skeløjede
  • sportsfolk og andre, der er afhængige af deres evne til at fokusere på objekter i høj fart
  • piloter og andre, der er meget afhængige af deres syn i hverdagen

Hver gang man skal fokusere på noget i en kort afstand (specielt indenfor 60-70 cm) skal øjnene drejes indad ved hjælp af de ydre øjenmuskler, de skal koordinere deres fokusering og rettes mod det samme sted samt skarphedsindstilles så det sete står skarpt og tydeligt. Det er en stor proces, der involverer 12 øjenmuskler, 3 hjernenerver og både det frivillige og det selvstyrende nervesystem. Faktisk er der ingen anden proces i hele kroppen inkl. fordøjelsen, der kræver så stort et samarbejde mellem muskler, hjernenerver og nervesystemer. Alt dette regner man umiddelbart med fungerer uden problemer og helt optimalt i løbet af hele dagen. Da det er sjældent er tilfældet kan langt de fleste få gavn af at træne deres øjne, og som nævnt optimere deres sammenarbejde mellem øjnene.

Undersøgelser viser, at synstræning virker
Undersøgelser af optometrisk behandling af samsynsfejl har vist, at samsynstræning hjælper langt de fleste til at få et normalt samsyn. Undersøgelserne viser desuden, at der er en langtidseffekt af træningsbehandlingerne.

Eksempelvis kan nævnes, at en undersøgelse gennemført af optometrist T. Helstrup og øjenlæge T. Haghfelt fra 1996-98 viste, at

  • personer, der har haft synsgener i over 20 år, har opnået en stor og stabil forbedring af synet.
  • personer, der har lidt af hovedpine, før synstræningen var gennemført, nu sjældnere har anfald.
  • personer, der har lidt af øjengener som smerter, trækken og tåreflod, har oplevet, at disse symptomer fortog sig, efter de havde gennemgået synstræning.
  • de fleste, der har været generet af dobbeltsyn, har opnået en markant bedring.
  • de fleste, der oplevede, at teksten flød sammen for dem, når de læste, ligeledes opnåede en markant bedring.
  • de fleste af dem, som udfører meget nærarbejde i dagligdagen, har erfaret, at de efter synstræning har fået flerdoblet deres tid til nærarbejde uden synsgener.
  • næsten alle, der har haft dårlig koncentrationsevne og en følelse af trætte øjne ved læsning, har opnået en markant bedring.

Begrænsninger ved TrainYourEyes
Ikke alle samsynsproblemer kan trænes væk. Synstræning kan ikke optræne en skelen, et dovent øje eller øge synsevnen, således at fx en meget nærsynet person ikke længere behøver briller. Det kan heller ikke optræne et samsyn, der er blevet dårligt af sygdomsmæssige årsager. Enhver sygdomstilstand skal varetages af læger/øjenlæger.

TrainYourEyes opfordrer alle, der har mistanke om at synet og/eller samsynet fejler noget, til at opsøge egen optometrist/øjenlæge. Hvis man har tendens til migræne skal man være opmærksom på, at træningen af synet kan fremprovokere et migræneanfald pga. dens intensitet, hvorfor træningsprogrammet bør gennemføres i små dele og gerne i samråd med egen læge/øjenlæge.

Hvordan foregår samsynstræning?
Samsynstræning går ud på at arbejde med koordinering af øjenmusklerne, fiksering og skarphedsindstilling af øjnene. Det foregår ved hjælp af et træningsprogram, der består af en række øvelser. Træningsprogrammet tilpasses individuelt så det tager højde for ens samsyns stærke og svage sider. I alt indeholder TrainYourEyes på nuværende tidspunkt 40 forskellige øvelser hvoraf det individuelle træningsprogram sammensættes.

Selve træningen af samsynet indeholde træning af de forskellige samsynskomponenter:

Øjenbevægelser:
Man skal kunne følge et mål i bevægelse – øjenfølgebevægelser, så begge øjne rettes mod det samme objekt. Det er nødvendigt for at øjnene f.eks. ubesværet kan skifte fra den ene læste linie til den næste, uden at man hopper enten tilbage til den forrige linie eller springer en linie over. Øjnene skal også kunne springe for et objekt til et andet – springfiksering eller saccader. Det bruges hver gang man læser ord og sætninger.

Fiksering og konvergens:
Øjnene skal samtidigt og stabilt kunne rettes mod et punkt helt ind til næsen og ud på lang afstand. Denne evne bruger man både når man læser, men også når man dyrker de fleste former for sport, hvor man skal kunne fiksere perfekt som f.eks. i golf eller badminton.

Fusionsreserver:
De ”udholdenheds-kræfter” man har i øjnene, der gør, at man kan se klart og enkelt også efter længere tids læsning, så det læste ikke flyder ud eller bliver direkte dobbelt. Dette optrænes naturligvis på både afstand og nært hold.

Orienteringsevnen:
Det er vigtigt at kunne udnytte synsfeltet samt blive bedre til at orientere sig. Det er en evne man bruger hver gang man skal finde vej eller finde rundt i f.eks. et supermarked. Også rum- og retningsfornemmelsen skal være i orden når man f.eks. skal bedømme afstande.

Omstillingsevnen:
Det er evnen til at flytte blikket fra bogen man læser og til f.eks. tavlen uden at synet bliver sløret, men derimod skarpt med det samme. Hvis man er dårlig til at fokusere og/eller har svært ved at styre denne evne, vil man ofte opleve, at teksten hopper og skarpheden i det ord man forsøger at stille skarpt på, ændres i tydeligheden.

 

 
En solstrålehistorie fra det ”virkelige” liv om hvad synstræning kan gøre.

Charlotte Løkke Nissen, 19 år, var til synsprøve d. 15. oktober 2002.
Synsprøven viste at Charlotte havde den bedst mulige brillestyrke, men på trods af det havde  hun en del store problemer.

En samsynstest viste at Charlotte havde følgende problemer:

Dårligere og dårligere koncentration op ad dagen.
Meget træt i øjnene op ad dagen.
For at kunne læse en tekst (lektier) måtte hun have hjælp af sin mor for at komme igennem.
Teksten slørede.
Langsom læsehastighed og skulle læse en tekst flere gange for at forstå det.
Sprang over linier eller læste den samme flere gange.
Hovedpine.
Hun kunne max. læse en ½ time før øjnene blev trætte, derfor læste hun kun det som var absolut nødvendigt for at komme igennem skolen
Pga. problemerne med øjnene var Charlottes læsefærdighed på niveau med en 8-9 årig.
 

Efter en samsynsanalyse lavede Anette Vinding et træningsprogram der passede specielt til Charlotte.

D. 18. november 2002 var Charlotte inde og få udleveret de første øvelser, det var grovmotorisk træning, da man er nødt til at træne grovmotorikken først da man ikke kan træne finmotorikken (som øjenbevægelserne er), før det grovmotoriske er helt på plads.

Efterfølgende var Charlotte inde ca. hver 3 uge og få nye øvelser, og Charlotte trænede meget flittigt disse sammen med øvelserne på Internettet.

Charlotte brugte ca. 15 minutter om dagen, og d. 30. april 2003 (4½ måned senere) havde Charlotte gennemført alle øvelserne tilfredsstillende og Anette foretog en ny samsynstest, for at kunne sammenligne, og se om man havde opnået de ønskede resultater.

Først gennemgik de de oprindelige problemer igen og stort set alle Charlottes problemer var forsvundet.

Charlotte kan stadig en sjældent gang springe 1 linie over men opdager det selv med det samme.

Hendes balance er også blevet bedre samtidig med at det at gribe en bold er blevet lettere
Ved test i dag er læsefærdigheden helt på niveau med en voksen.
I dag kan Charlotte læse 3-4 timer før hun bliver træt.
Som en lille sidegevinst er Charlottes køresyge også forsvundet!!

Så Charlotte føler selv at det har været indsatsen værd.
Som hun siger: "Det har været rigtig sjovt, og det synes min mor også, når hun har set mig lave mine øvelser."

Ved 95% af de der gennemfører en samsynstræning, forbliver samsynet velfungerende, resten skal have en ”opfrisker” en gang i mellem.